Der er tre ting, jeg har tænkt en del på på det seneste. Ja, altså ikke hele tiden, men i en del af den tid, jeg har brugt på at læse Peter Høegs nye roman, Elefantpassernes børn. De tre ting er:
- en af min barndoms hithistorier, Tre engle og fem løver af Bjarne Reuter
- Stephen Kings ord fra hans bog Om at skrive: Praktisér kunsten og mind altid dig selv om, at din opgave er at sige, hvad du ser, og derefter se at komme videre med din historie
- at det er helt fint, at biblioteket har lånt mig romanen, for jeg kommer ikke til at læse den igen.
Forstå mig ret, Elefantpassernes børn er ikke en dårlig roman. Men det er heller ikke en roman, som formår at fange mig – ud over på ét punkt, men det vender jeg tilbage til. Jeg har svært ved at engagere mig i historien om de to superkvikke, gammelkloge (grænsende til det irriterende) teenagesøskende Peter og Tilte, som er på jagt efter deres forsvundne, småkriminelle forældre, præsten fra fiktive Finø og hans kone. Og som undervejs også lige skal afværge en katastrofe under en religiøs synode.
Historien minder mest om en fra en ungdomsroman med komiske skurke, skæve personager i hobetal og hæsblæsende optrin, som Peter og Tilte med kløgt slipper godt fra/ud af (derfor fik Reuters Vanløse-brødre nogle tanker med på vejen). Alt tilsat rigelige mængder filosoferen (også af lommeslagsen), masser af lang i spyttet-hed og mange, mange gentagelser (her kommer Kings ord ind i billedet).
Men … der var alligevel én ting, som fik mig til at læse Høegs roman til ende uden at kny: Sproget. Når en forfatter giver sig til at lege med sproget, kaster ordene op i luften og får dem til at falde ned igen i uventede sammensætninger, så er jeg solgt. Når han laver sammenligninger, de færreste havde drømt om, eller tager ordene på ordet og bogstaveligt, så har han fanget mig. For jeg har meget svært ved at stå for ordekvilibrister.
Prøv fx lige at læse med her. Peter fortæller om dengang, Tilte lige havde spurgt deres præstefar, om Gud er til stede i sakramenterne
[...] min far var ved at lave kalvefond, hvad der er en slags sovs, som han laver af kød og knogler og urter, så hele præstegården lugter af lighus, og bagefter koger ind, til den bliver så stiv, at man kunne udstoppe sofapuder med den, hvis det ikke var, fordi det ville have været noget eventyrligt griseri. Fordi far er bøjet over gryderne, og fordi fonden er stiv og humøret højt, så griber han Tiltes spørgsmål, som om det er en legeballon og siger, at Gud jo er til stede overalt, som en form for klar suppe kogt på Helligånden, men i sakramenterne er han til stede som kalvefond, i en meget tyktflydende og aromatisk udgave.
Elefantpassernes børn er spækfyldt med sådanne sproglige udskejelser, som får en sprognørd som jeg til at hænge på og fryde mig. Men fryden får nu en del ridser i lakken, når historien ikke vil bide sig fast og føles nærmest uvedkommende.
Nu er manden i mit liv ved at indtage Høegs Finø-historie, inden den skal videre til næste kunde i bibliotekets kø. Den umiddelbare melding er, at begejstringen over historien heller ikke kommer op at ringe hos ham.
Men hvad siger du? Har du læst Elefantpassernes børn, og hvad synes du?
